Afgang 2021, Kunsthal Charlottenborg 
Text by Nikolaj Stobbe, Vermillon Sands

Pauline Fransson is a painter. Her series of works for the degree show were inspired by Fransson’s own immediate surroundings. We see, among other things, a stone, a tree, a jetty and a figure. There are no immediately striking aspects or distinctive traits to these places, things, or persons. We find ourselves near the artist’s studio in Småland, where each of the subjects have been carefully selected during her daily walks in the countryside. Small moments that may seem insignificant and trivial to some embed themselves as significant body memories in Fransson. She identifies a kinship between nature and the sensitive and impressionable body, expressed as a shared fragility. Nature is body and the body is nature.

Created by means of a special combination of egg tempera and oil paint, the images have a simultaneously saturated and transparent quality – both blurry and clear. But Fransson’s representations of embedded memories are underpinned by another layer: an exploration of how the medium of paint resists the artist, answering back. She sees no purpose in mastering the medium completely. Quite the contrary, Fransson embraces and acknowledges the inherent power and agency of the paint itself. In doing so, she contrasts the narrative conveyed by the landscape, the registering movement of her own body and its embedded memories of such movements with the chemical reactions in the paint and the joining of paint and canvas. To Fransson, the main subject of her art concerns the tensions between the body, nature and painting. The narrative presented in the depictions is less important; it is just the lure that entices us in to look at the picture. Up close, we can then observe the actual struggle between the artist’s registering and gesturing body, the material’s willingness and agency as it creates its own counter-narrative to that of the artist. An event that can only be fully unfolded when the audience move in front of the works, giving and receiving.

Danish

Pauline Fransson er maler. Serien af værker på Afgang 2021 er inspireret af Franssons umiddelbare omgivelser. Vi ser blandt andet en sten, et træ, en badebro og en person. Der er som sådan ingen iøjnefaldende elementer eller særlige karakteristika ved stederne, tingene eller personerne. Vi befinder os i nærheden af kunstnerens atelier i Småland. Motiverne bliver nøje udvalgt under hendes daglige gåture i landskabet. Små øjeblikke, der for nogen måske er ubetydelige og trivielle forekomster fæstner sig som betydelige kropslige minder i Fransson. Hun identificerer et slægtskab mellem naturen og den sensible og påvirkelige krop i form af en fælles skrøbelighed. Naturen er krop og kroppen er natur.

Med en særlig kombination af ægtempara og oliemaling fremstår billederne både mættede og transparente på samme tid – uklare og klare. Men bag Franssons repræsentationer af kropslige minder af sine omgivelser findes endnu et lag. En undersøgelse og et arbejde med maling, der gør modstand, hvortil Fransson svarer igen. Hun ser intet formål i at beherske mediet fuldstændigt. Tværtimod. Fransson omfavner og anerkender malingens egen kraft. Dermed sætter hun landskabets fortælling, sin egen krops registrerende bevægelse gennem landskabet og den kropslige hukommelse heraf overfor de kemiske reaktioner i malingen og malingens møde med lærredet. Spændinger mellem kroppen, naturen og maleriet er for Fransson det primære. Fortællingen i motivet er ikke så vigtig. Den er snarere den anledning, der lokker os hen til billedet. Her tæt på, kan vi nu iagttage den egentlige kamp mellem kunstnerens registrerende og gestikulerende krop, materialets villighed og egenrådighed, der i sig selv skaber en modfortælling til kunstnerens. En begivenhed, der først lader sig udfolde fuldkomment, når vi, der betragter er i bevægelse – giver og modtager – foran værkerne.